Billige charterrejser lige nu

 Bravo Tours har flere meget billige rejser i juni måned, du kan se dem her   

Måske mest for "nybegyndere" men ikke kun

"Spisestuen" på Hotel Panorama, Kreta

Hvor skal jeg tage hen?

Spørg dig selv om hvad du vil opleve.

Vil du ligge og dase ved stranden og/eller på gåture eller leje en bil og opleve stedet på egen hånd, er der mange oplagte steder, Solkysten (Spanien), Mallorca, Grækenland er nok de mest oplagte.

Alle stederne er pragtfulde og med en fantastisk natur en lille køretur væk.

I sommerferien er pladsen trang på stranden, men maj, juni, august, september og til en vis grad oktober er fine rejsemåneder.

I ydermånederne kan der være lidt køligt morgen og aften, men dagene er normalt pragtfulde. Tjek evt. vejrudsigten på www.zoover.com, hvor du også kan se gennemsnitstemperaturerne for alle måneder.

Fra oktober til og med april er de kanariske øer oplagte rejsemål. Gran Canaria, Lanzarote og Tenerife har  gode strande på sydkysten, medens Fuerteventura har kilometerlange fine sandstrande hovedsagelig sydpå (Jandia) og nordpå (Corralejo).

Om sommeren er der også Tyrkiet, men da russerne efter sigende er begyndt at komme tilbage til Tyrkiet, vil jeg ikke umiddelbart anbefale det, selv om det er relativ billigt. Russere aner simpelthen ikke hvad god opførsel er.

Hvad skal med?

Tag det rigtige tøj med, gerne praktisk og vælg ud fra de forventede temperaturer. Lad være med at tage for meget med, medbring hellere lidt vaskemiddel, lidt tøjsnor og klemmer. På langt de fleste hoteller er der nu tørrestativ på altanerne, men ikke altid.

Husk gode sko og sandaler og fyld toilettasken op med det nødvendige og tag håndklæder med til stranden. Evt. en lille dug til det hvide plastbord på terrassen eller altanen.

Er opholdet uden pension, er det måske en god ide at tage rugbrød, smør, ost, spegepølse eller lignende med. Yoghurt og lyst brød køber man på stedet. Det er specielt i Grækenland bedre og billigere end i Danmark. Husk også at tage kaffe med. Er der ingen kaffemaskine, kan jeg anbefale Nescafé Gold. Det smager pragtfuldt.

All Inclusive eller uden pension

All Incl. er praktisk, man skal ikke tænke på mad eller drikkevarer. Afhængig af hotellets standard (antal stjerner) kan maden være middelmådig, god eller måske endda flot,. Men kun en eneste gang ud af næsten utallige, har jeg oplevet elendig mad. Og det var endda på et 4 stjernet hotel i Alanya, Tyrkiet.

Skal man selv sørge for maden, så glem alt om at lave almindelig varm mad i hotelværelsets "køkken". Det er det ikke udstyret til. Så lav evt. en "klapsammen" til frokost og gå ud og spis om aftenen. Fordelen er, at du frit kan vælge hvad du vil spise. Har du børn med, vil de også elske at kunne vælge og vrage. Og lad dem selv bestemme hvad de vil spise.

Drikkepenge

Det er almindeligt med drikkepenge sydpå, både til stuepigen og ude på restaurationer. Giv stuepigen 1 eller 2 euro dagligt (læg dem på hovedpuden), så får du næppe noget at klage over.

På restaurationer er det normalt at runde op med cirka 10% hvis man har været tilfreds med mad og betjening.

Husk at drikkepenge udgør en del af personales løn.

Er der noget jeg skal passe på med?

Opfør dig naturligt og fornuftigt, lås værdigenstande ind i pengeskabet og vær afvisende overfor diverse sælgere. Tag for din egen skyld ikke med en sælger for at se på en lejlighed uanset hvad han lover dig.

Du skal selvfølgelig heller ikke købe billige guldringe på stranden. Det er ikke guld.

Lær gerne nogle få ord på lokalsproget, godmorgen, godaften, hej, skål, tak osv. Det sætter de lokale pris på, selv om langt de fleste taler engelsk eller tysk.

Hvad nu hvis?

Spørg på hotellet eller spørg guiderne, der er ikke dumme spørgmål, kun dumme svar.

Men inden I tager afsted eller inden I bestemmer jer for et bestemt hotel, så læs så meget som muligt på Internettet om det pågældende hotel. Det kan måske spare jer for efterfølgende ærgrelser. Det er oplagt at læse om hotellet på Tripadvisor, hvor man kan se, hvad tidligere gæster mener om hotellet.

Har I specifikke spørgsmål, er I også velkomne til at skrive til mig - se under Kontakt.

God tur!